©2018 by Jegermor

Om Jeg er mor
En vision der blev til en app

Jeg er mor er et lydunivers til mødre. Lyduniverset findes inde i Jeg er mor appen, hvor du får over 90 forskellige spændende, lærerige og underholdende podcasts. Du kan også høre enkelte Jeg er mor podcasts på podcast tjenesterne Soundcloud og iTunes eller møde kvinderne bag Jeg er mor til foredrag, som vi løbende holder rundt omkring i landet.

Appen Jeg er mor er blevet til, fordi vi vil give mødre et sprog og en forståelse for det, som de oplever i overgangen til moderskabet. Således at mødre får tid, omsorg og bestyrkelse til at lande som mor. 

 

Laura Vilsgaard har arbejdet med sårbare mødre og formidlingen af deres fortællinger. Hun har skrevet specialet "Transformationen ind i moderskabet" - et speciale om danske kvinders efterfødselsreaktioner, som et sociologisk fænomen.

Julie Bruhn Højsgaard har som pædagog arbejdet med forældre og børn og særligt med mødres behov for at finde fodfæste i forældrerollen. Hun er forfatter til bogen "Kære verden - jeg er blevet mor."

Vi ved, at mange nybagte mødre oplever den første tid som mor, som en følelsesmæssig rutchetur imellem lykkerus, magtesløshed, eufori og angst.

Den eksistentielle og fysiske omvæltning, som det er at blive mor, kan afføde et regulært chok, hvor søvnløshed, afmagt og kontroltab leder til voldsom udmattelse, stress, uro og ensomhed. Alt sammen noget, som vi selv oplevede, da vi blev mødre.

​Men hvor går man hen med sine tanker og følelser, når barslen skal være en lykkelig omstændighed, men ikke kun føles sådan?

Og kan vi skabe et rum, hvor mødre kan få viden og støtte til rumme situationen – lige meget hvor de befinder sig?

I vores arbejde med Jeg er mor er det blevet en vision at lave netop det rum med en app.

App`en Jeg er mor indeholder et voksende lydunivers til kvinden, der tænker;

 

Hvad gør jeg med det lille væsen i min favn, så det får en god start?

Hvordan kan jeg rumme kærligheden og angsten?

Hvordan lever jeg op til ansvaret og alt det nye, jeg skal lære; Give næring, putte, trøste og holde om?

Og hvordan tager jeg vare på mig selv?

Hvad med parforholdet, karrieren, familien?

Og hvad med den kvinde jeg var, før jeg fødte?

Gennem os selv, fageksperter og andre mødre, skaber vi med app`en Jeg er mor et rum, så mødre kan finde de svar, den ro og den indre styrke, som de søger for dem selv. 

Jeg er mor er det mobile og tilgængelige rum, som vi mener, at mødre skal have til rådighed i livs-overgangen til moderskabet.

​Alt materiale er indtalt med en høj standart af lyd, og du kan lytte til lydserierne, hvor end du er og lige så mange gange, som du har brug for det.

 

Kærligst 

Laura og Julie

"Skal vi sammen sidde tæt, du kunne være mit vidne og jeg kunne være dit?"