Det hårde ved at være mor er det samme som altid, men vores forventninger til det at være mor er nye og det er det vi er mange, som slår os på.

Der har de seneste uger været godt gang i debatten mellem journalist på Heartbeats Ditte Giese, der mener at Millennial mødre brokker sig for meget og chefredaktør på Femina Isabella Hindkjær, der mener at Ditte Giese er gammel og verdensfjern i sin kritik og at alle mødre bør sige det, der er svært ved at være mor, højt. Og jeg er langt hen ad vejen enig i at vi skal sige det højt. For vi mangler et sprog for det svære og vi skaber det imens det bliver sagt. Derefter har flere kvinder med større børn delt deres meninger i debatten om at unge mødre, bør tænke mere positivt for at få det bedre med sig selv. Men det er slet ikke det, der er pointen. Den her debat handler nemlig om et opgør med idealer og ikke om positiv psykologi. Men hvad er det så, spørger du måske?

Det, der er hårdt ved at være forældre, er på mange måder det samme, som det altid har været. Manglende søvn, at mærke en skræmmende forbundethed og senere adskillelse, at opleve et overvældende ansvar for et andet menneskes liv og et følelseskaos i perioder. Det har altid været sådan og det er et grundvilkår for at være et voksent menneske, der er forældre til et andet menneske. Det, der har flyttet sig i dag ift tidligere, er vores idealer. Idealer for alt det gode, som vi ønsker for vores børn fungerer som usynlige påbud og opleves som et pres for de fleste. Der er ikke mange forbud i vores samfund. Men der er mange idealer. Vi må det meste, men hvor meget kan vi egentligt drive det til i dette liv?

Idealerne bliver, når de udvikler sig til et pres, til gnavende spørgsmål som: Hvorfor er jeg ikke lykkelig nok? Hvorfor ser jeg ikke slank nok ud? Hvorfor får jeg ikke taget de billeder af mig og mit barn i en blomstrende rapsmark? Og burde vi ikke bo et andet sted? For måske er lykken dér? Hvordan når de andre så meget på Instagram? Og burde jeg blive selvstændig?

Det, der er sket, er, at vores forventning til at kunne skabe et lykkeligt liv er blevet et pres, som gør at vi hele tiden leder efter hvor lykken bor.

Og lykken er forbundet med bestemte steder. Eksempelvis at bo i forstaden, i kernefamilien, i brylluppet, i en villa, i en stor karriere, i et liv som hjemmegående med kyllinger og hundehvalp. Og for alt i verden: At hente tidligt! Men hvilken en af lykkerne, skal du vælge? Og når du så vælger nogle af idealerne og bruger kræfter på at komme derhen og så ikke bliver mere lykkelige af det, så er det oplagt at vende det indad. Det er nok mig, der er noget galt med, går mange kvinder og tænker. Og det er det ikke. Derfor skal vi sige det højt. Så skammen forsvinder og vi opdager at løgnen om at vi bliver lykkelige af at stå en rapsmark med vores børn og løgnen om at vi kan hvad vi vil.

Vi kan ikke hvad vi vil. Vi kan meget, men ressourcer er begrænsede – selv for de stærkeste. Nogen mærker den virkelighed når de rammes af en kronisk sygdom. Nogle mærker den, når de får deres andet eller tredje barn. Nogen, når de bliver skilt. Ressourcer er begrænsede. Og vi er vokset op med at få at vide, at vi kan hvad vi vil. Men alt er ikke muligt og for at forstå det, skal vi tale om at vi kommer med forskellige privilegier. Når Isabella Hindkjær har behov for at skrive i en parentes i sin artikel at hun trods sin karriere er heldig og kan hente tidligt, afslører hun sig selv. Isabella vil kunne det hele. Det er det hun råber op om, som værende et urimeligt samfundspres og hun skriver at hun taler på vegne af de enlige mødre, der ikke bare kan gå ned i tid eller vælge noget andet. Men de enlige mødre har en frihed som Isabella endnu ikke har. For ved at opleve at man må give slip på nogle af idealerne – ved at fejle – kommer der både en sorg, en vrede, men også en frihed. Friheden ved ikke at ligge under for idealerne om en kernefamilie med parmiddage og tosomhed. Det kan også være friheden ved at elske sin tykke krop eller ved at have ro med at man henter sent eller har få penge og derfor ikke en bil, som de andre forældre i barnets klasse.

Hvis vi skal ændre på det her kollektivt, kræver det personlig udvikling hos den enkelte. Det kræver at man ser sin angst for at ødelægge den gode stemning i øjnene og bare siger nej tak i stedet for at sige ja til alt. Angsten for ikke at give sine børn det aller bedste og bare noget der måske er middelmådigt ok, fordi man har valgt at PRIORITERE. Det sker helt af sig selv, hvis du prøver at kunne det hele. Du bliver en sur voksen og så betaler dit barn og du selv den pris. Og der er ingen vej udenom det personlige ansvar. Den eneste, der kan tage presset af de internaliserede idealer, er den enkelte, måske med en veninde i hånden, hvor man sammen snakker om tvivlen for, om det er godt nok bare at være middelmådig og nå betydeligt mindre end Beyonce og Jay Z gør.

Rigtigt hårde valg kender de enlige mødre til. Jeg ved det – for jeg er en af dem. Valg, der betyder at mine børn ikke får det samme som de andre børn. En konstant dårlig samvittighed, der kan gøre at jeg i perioder har overkompenseret, så de ender med at få en udkørt mor, mod at de kan blive kørt til skole eller gå til den rigtige fritidsaktivitet. Men alt ting koster. Og tit har jeg løjet overfor mine veninder omkring hvor stramt det har været hjemme hos os, fordi jeg ikke ville ødelægge den gode stemning eller være et sårbart offer for livet. Men sandheden er, at det koster at gøre det ene og det koster at gøre det andet for os alle. Og det er ok at være sur over at ingen har sagt det til os før vi blev voksne, men desværre er vi de voksne nu, så det er os der må ændre det. Lad os ændre det på en omsorgsfuld måde.

Jeg tror, det er derfor, mange unge i dag får angst. Fordi de mærker at alting koster og derfor kan man naturligvis ikke leve op til alle idealerne. Idealer er jo idealer og ikke realiteter. Og samtidig siger alle de voksne at man kan hvad man vil. At lykke er et valg. Men lykke er noget der dumper ned i den heldiges turban og ikke et valg. Og du skal vælge mellem idealerne og ikke gå efter dem alle. Så jeg har valgt at hente sent i perioder. Jeg har valgt at hente tidligt i perioder. Jeg har valgt at vi ingen penge har haft i perioder og jeg har omstændigheder i mit liv, der betyder at jeg ifølge statistikken dør før mine jævnaldrende. Fordi jeg er enlig og fordi vi lever med forskellige udfordringer i familien. Noget af det kan jeg styre. Noget af det kan jeg ikke styre. Jeg vil påstå at det både kræver et individuelt arbejde for den enkelte – altså en ansvarstagen og bevidste fravalg OG et kollektivt opgør med det idealtyranni der huserer.

Så næste gang en frustreret mor vil skrive en kronik, så vil jeg byde den velkommen med kyshånd, men jeg ønsker mig, at det taler ind i hvordan vi:

1) Gør op med lykkepresset i hverdagen.

2) Flytter fordeling af arbejdet i hjemmet mellem kvinder og mænd (Kvinder i DK arbejder i gennemsnit en time mere om dagen på husholdningsarbejde end deres mænd og det er at drive rovdrift på kvinder, når de ubevidst manipuleres til at gøre det – bl.a. fordi vi kun måler kvinder på det huslige og ikke mænd)

3) Følelsesregulere os selv og vores børn for at undgå stress

4) Får gode meningsfulde relationer i vores liv og hvad det kræver.

Det er de her ting, der er mest skæve og svære, når vi kigger på hjemmets opgaver og vores kultur omkring familiedannelse. Isabella Hindkjær, Ditte Giese og du, der har læst med helt hertil, har en åben invitation til kaffe hos mig – måske kunne vi sammen blive klogere og prøve at ændre på det her, så rovdriften på os selv og hinanden i lykkens navn stopper.